I den senere tid, har jeg oftere og oftere tænkt tilbage på tiden, da mine børn voksede op.

 

Jeg tænker ofte, hvis jeg dengang havde vist, hvad jeg i dag er vidende om, så ville jeg have handlet anderledes, i hvert fald i enkelte situationer!

 

Jeg overfaldes af skyldfølelse, og det selv om alle mine børn er velfungerende dejlige unge mennesker.

 

Jeg ser nemlig alt for tydeligt den arv, som jeg har overladt dem, og når jeg taler om arv, så ser jeg oftest den ”negative” arv, f eks mit dårlige selvværd.

 

De er alle dygtige unge mennesker, på hver deres felt, men alligevel synes jeg, de har haft deres at slås med.

 

Jeg ved godt, det er ikke store slåskampe, og jeg kan se, at de møder deres dæmoner meget tidligere i livet, end jeg har været i stand til, det gør mig så STOLT!

 

De tænker over livet!

 

De overrasker mig med deres vid og dybden af deres tanker.

 

De arbejder med sig selv, på en utrolig progressiv måde, og de slår benene væk under mig, når de fortæller om deres tankeflow og deres overbevisninger.

 

Men alligevel har jeg haft en tendens til, at bebrejde mig selv både det ene og det andet, jeg har fundet det svært, at tilgive mig selv for mine handlinger og tanker, men jeg kan mærke, at det nu er på tide, at jeg slipper den dårlige samvittighed!

 

Jeg prøver at velsigne mig selv, og jeg prøver at tilgive mig selv, men alligevel har jeg fundet selve tilgivelsen meget vanskelig.

 

Jeg kører den ene film frem for mit indre syn efter den anden, og hver gang optræder jeg i en rolle, som jeg finder svær at tilgive.

 

Jeg er kommet frem til, at jeg er nødt til at genindspille de der film, i en ny version…

 

Jeg vil producere film, hvor jeg handler, som jeg nu ville have handlet, og jeg vil sende mig selv i en yngre udgave tonsvis af kærlighed.

 

JA – jeg er sikker på, det er det, som kan frigøre mig for den tunge rygsæk, som jeg har valgt at slæbe rundt på.

 

Jeg vil fremover altid lægge mærke til de stærke sider, min tilstedeværelse har fremelsket i mine dejlige unger, og det selv om min ældste søn altid med et glimt i øjet siger ”mor – alle mine dårlige sider, dem har jeg arvet efter dig”

 

Tusind tak for denne indsigt!

 

Tak for det NU jeg lever i.

 

 

Kærligst Britt

04.03.11

Kanaliserede budskaber

ved Britt Wackerhausen

02.11.11

Det har været en underlig sommer, et underligt efterår…

 

Jeg har haft det mærkeligt, har været hurtigere på aftrækkeren – sådan humørmæssigt!

 

Jeg har svedt, følt mig utilpas, træt, opfarende o.s.v

 

Var 100 procent overbevist om, at jeg var gået i overgangsalderen, syntes alle tegn viste det!

 

Men hør så lige..

 

Jeg havde åbnet mig for et andet menneskes energier, og havde taget dem til mig, som mine egne.

 

Jo mere jeg svedte, jo mere bød jeg ”energierne” velkommen, det var skruen uden ende!

 

Jeg ville ikke have vidst dette, hvis ikke jeg havde taget til helsemesse i Århus.

 

Jeg havde kun et menneske i tankerne, da jeg kørte mod Århus ”Tinna”, jeg ønskede i den grad, at der måtte være en tid hos hende, for hun har før vist mig, at hun var i stand til at føle præcis, hvordan jeg havde det, og hvorledes jeg fandt en vej ud af en svær tid!

 

Der var én tid tilbage hos Tinna – og den var kun ledig, fordi en anden havde fortrudt!

 

Igen – Tinna, kan noget!

 

Tinna fandt lige ind til mine problemer, og mærkede præcis, hvor jeg havde mine blokeringer sat ind, mærkede hvorledes jeg havde taget min venindes energier til mig, som mine egne, og fortalte mig, hvorledes jeg skulle frigøre mig fra dem.

 

Til en start rensede vi sammen min krop og mine energier, fjernede de blokeringer jeg selv havde indsat og herefter fik hun mig til, at åbne for de følelser jeg havde gemt godt og grundigt inden i mig selv.

 

Det var ikke hårdt, mens det stod på, bortset fra alle de tårer, som var en nødvendighed for at slippe det hele løs.

 

Hjemme har jeg herefter arbejdet med at slippe de energier, som ikke var mine egne, hver gang svedeturene og det heftige temperament viste sig, ja – så gav jeg slip og lod energierne fare.

 

Det tog kortere end jeg havde forventet!

 

Det var lettere end forventet!

 

Der er så at sige ikke længere nogen af ubehagelighederne tilbage, men jeg tænker stadig på, hvordan kan det være, at man sådan kan overtage en andens energier, uden selv at være opmærksom på det?

 

Hvordan kan man selv sætte enorme blokeringer ind, som man inderst inde ikke ønsker, og slet ikke ved, hvorledes man skal slippe igen?

 

Jeg har jo i flere år arbejdet med mig selv, og alligevel havde jeg invalideret mig selv på en måde, som jeg ikke troede muligt!

 

Det viser bare, at selv om jeg arbejder aktivt med at udvikle mig, arbejder aktivt for at blive et bedre menneske, arbejder aktivt for at slippe dårligt selvværd, skam og alt muligt andet, så er det stadig vitalt, at få andre menneskers hjælp, når ”Lokummet brænder på”.

 

Det er ikke en skam at have brug for hjælp!

 

Jeg takker for sommerens og efterårets lærdom.

 

Den viser mig at vejen aldrig er, som man forventer!

 

Tusind tak for dig, og fordi du kom forbi min hjemmeside!

 

 

Kærligst Britt

26.08.11

For mange år siden, da jeg var meget ung og endnu kun mor til 2, fik jeg stjålet mit køretøj!

 

Jeg havde en knallert, som jeg fragtede mig selv rundt på, vi havde selvfølgelig også bil, men til daglig kørte jeg rundt på den her knallert.

 

Den var ikke nogen skønhed, men den fungerede dog upåklageligt, og jeg brugte den bl. a. når jeg købte småt ind.

 

En dag, hvor jeg på denne måde skulle købe bare en lille smule ind, efterlod jeg min knallert uden for brugsen i Lystrup, hvor vi dengang boede, den var ikke låst, for den var som sagt ikke nogen skønhed, og vi havde ikke lige fået købt en lås.

 

Jeg købte mine varer ind, og forlod brugsen igen med indkøbsposen fyldt med lidt mere, end jeg egentligt havde tænkt mig, men sådan gik(går) det jo ofte, så det var ikke noget som bekymrede mig synderligt!

 

Jeg stilede hen mod stedet, hvor jeg havde parkeret min knallert for ganske kort tid siden, og væk var den!

 

Jeg gik fuldstændig forvirret rundt og kiggede mig omkring, havde jeg mon stillet min knallert et andet sted?

 

Men nej – den var ikke til at finde!

 

Vi kiggede efter den knallert meget længe, når vi sådan kørte rundt i byen, men den dukkede aldrig op igen!

 

Det var mit første møde med oplevelsen af, at miste noget uden helt selv, at ville det…

 

 

Min tro på menneskeheden fik et knæk den dag, og længe efter stolede jeg ikke på det gode i andre mennesker.

 

 

Vi har flere gange siden stiftet bekendtskab med andre menneskers trang til at berige sig på vores bekostning, men vi har til alt held flere gange haft heldet til, at forhindre tyveriet af dette eller hint.

 

Min mands lastvogn har flere gange været tæt på at forlade hjemmet uden forudgående tilladelse, min ældste søns crosser, fik en gang en løbetur ned ad vores grusvej, med min mand bagefter i fuld galop, heldigvis nåede de ikke at starte crosseren, så den endte sin ufrivillige tur i en klat træer lidt nede ad vejen.

 

Vi havde engang en gammel campingbus(Ford Transit), som vi kørte rundt i, den var helt speciel og havde helt sin egen sjæl og vilje, den burde have haft et navn, som min ældste søns biler har det i dag, men det tænkte vi ikke dengang på.

 

Nå - men denne campingbus, den skulle startes helt specielt, så det var ikke sådan lige for en fremmed, at sætte sig ind i den og køre af sted, det opdagede et par tyveknægte en sen nattetime, da de forsøgte, og i stedet for en gratis køretur i vores dejlige bus, fik de en vred mand løbende bagefter sig ned ad vejen, det har været et syn for Guder!

 

Min yngste søn har også mistet en scooter, mens han overnattede hos sin søster, og en scooter, den er jo for dyr at forsikre, så der blev vi taget med bukserne nede om hælene.

 

Hvorfor remser jeg alt dette op?

 

Det gør jeg, fordi vi i går, mens ingen var hjemme, havde besøg af et par stykker, som ikke var inviteret, eller velkomne!

 

De havde skaffet sig vej ind, ved at smide en sten gennem ruden på vores indgangsdør, og dernæst havde de gennemrodet flere skabe og skuffer, smidt indholdet ud på gulvet og fjernet de penge, vi havde liggende, som vi lige havde modtaget i fødselsdagsgave, de havde dog ikke taget kortene, det var da et pænt træk!

 

Min tro på menneskeheden har ikke denne gang lidt et knæk, og jeg har taget det helt utroligt roligt, jeg er heller ikke blevet utryg ved at være alene i huset, tænker bare – at det må have været et par stakler, som havde mere brug for pengene, end vi her i huset har…

 

Tak fordi de ikke ødelagde vores hjem.

 

Tak fordi de ikke ødelagde vores tryghed.

 

Tak fordi de ikke mishandlede vores dejlige hund, som de har holdt på afstand med et skuffejern og en kultivator.

 

TAK.

 

 

Kærligst Britt

25.08.11

25.07.11

Jeg tænker, bliver man aldrig færdig..

 

Vil der altid være noget mere, man kan gøre bedre/anderledes….

 

 

Føler jeg står stille, selv om livet suser rundt om ørerne på mig.

 

 

Føler jeg er bedre til at formidle de positive budskaber til andre, end jeg er til selv at følge dem..

 

 

Tænker – jeg får det hele serveret, og alligevel ændrer jeg ikke på det, som er åbenbart, på det som er/ vil være godt for mig at ændre på…

 

 

Føler mig fanget i gamle energier, selvom jeg udmærket godt kan se, at den Britt – som sidder her i dag, overhovedet ikke kan sammenlignes med den Britt, som følte sig udenfor livet og ikke værdsat, hverken af sig selv eller andre.

 

 

Jeg er værdsat, både af mig selv men sandelig også af andre, så hvorfor er det, at jeg ikke føler mig helt ovenpå?

 

 

Har lige læst i en bog, at sex holder en tilbage fra at søge og finde den ægte indsigt…

 

 

Selv om jeg ikke er slave af sex, så er jeg heller ikke parat til at skippe den del af mit liv, føler faktisk at elskovsakten bliver bedre og mere følsom med alderen.

 

 

Får ikke læst så meget, som jeg ønsker

 

Får ikke mediteret så meget, som jeg ønsker

 

Får i hvert fald ikke motioneret så meget, som jeg ville have godt af

 

Spiser ikke så sundt, som jeg higer efter

 

Rydder ikke op i den grad, som ville gøre livet lettere

 

osv

 

osv

 

 

Det hele er en ren klagesang!

 

 

Hi hi hi hi GRINER HØJT!!!

 

 

Jeg kommer til at høre på mig selv, det er da en ren katastrofe!

 

 

Nå nu skal skeen vist skifte hånd!

 

 

Jeg har en fantastisk have, I ved… Den med georginerne, de blomstrer, så det er en lyst!

 

 

Tænk at mit 3. haveår – skulle være lykkens år!

 

 

De er så smukke, så fantastiske, så fyldt med energi og de deler den velvilligt med mig.

 

Jeg velsigner dem hver eneste dag, og snakker med dem, holder mig ikke tilbage, selv ikke når mine børn er med ovre og nyde ”godterne” – det kommer der mange sjove historier ud af, når der genfortælles rundt om bordet, hvad jeg sagde og gjorde!

 

 

Jeg ELSKER de georginer!

 

De bringer en velsignelse ind i mit liv, det kan godt være, jeg velsigner dem hver eneste dag, og at de har godt af det, men jeg er ganske sikker på, at de velsigner mig lige tilbage, jeg kan mærke det helt ind i mit hjerte!

 

 

Det er så smukt!

 

 

Forleden kom jeg til at kigge ud af mit vindue, der var en fantastisk regnbue, jeg har aldrig set så smuk en regnbue før, den var der kun ganske kort, men længe nok til at sætte et uudsletteligt indtryk.

 

 

Var ude at handle i dag efter arbejde, blev ønsket en god dag af ekspedienten, dejligt!

 

Tak for det!

 

 

Jeg er sikker på, at jeg når det, jeg skal nå i dette liv!

 

 

Tusind tak for alt, både det jeg kan se meningen med, og det som falder mig svært at se meningen med!

 

 

Tak for de muligheder, som livet byder mig.

 

 

 

 

Kærligst Britt

30.06.11

Sidder her og er fyldt af taknemmelighed!

 

 

Det første trin er taget, jeg er uddannet social- og sundhedshjælper, og STOLT af det!

 

 

Det har været en lidt sjov rejse, for jeg skulle undervejs kæmpe med mine egne foruddannede og meget forkerte indstillinger…

 

Jeg havde i starten, ja faktisk langt hen i forløbet – meget svært ved at vedgå mig, at jeg uddannede mig som sosuhjælper, havde svært ved at sige ordet højt!

 

 

Det viste sig, at jeg ikke mente, at sosuhjælpere var så meget værd, og jeg kunne mærke, at når jeg havde den følelse med mig, så havde mine omgivelser de samme følelser.

 

Jeg var forudindtaget, tænkte at sosuhjælpere var mennesker, som ikke tog deres arbejde alvorligt, at de var mennesker, som behandlede de ældre på en skidt, ubehøvlet og uværdig måde.

 

 

Det kom bag på mig!

 

 

Jeg er normalt ikke et menneske, som på denne måde dømmer en hel gruppe, og når jeg så oven i købet selv gjorde alt, hvad jeg overhovedet kunne, for at komme til at tilhøre denne gruppe, så havde jeg et svært dilemma.

 

 

Jeg har det meste af mit liv beskæftiget mig med den materielle service, men følte på en eller anden måde, at jeg manglede det menneskelige perspektiv.

 

Jeg havde hver eneste dag kontakt til mange, mange mennesker, men det gjorde mig ikke lykkelig, jeg manglede ”noget” i mit liv, og jeg kunne ikke definere det!

 

Til alt held kom min arbejdsplads mig til hjælp, de sendte mig ud i arbejdsløshedskøen, sammen med tusindvis af andre mennesker.

 

 

Da jeg var ganske ung, puslede jeg med tanken om at uddanne mig til sygeplejerske, men afviste den p.g.a. manglende tro på egne evner.

 

Mine forældre har altid været overbeviste om mine evner, men jeg har ikke selv været i stand til at have den samme tiltro, så drømmen om en fremtid som sygeplejerske blev pure afvist.

 

 

Denne drøm dukkede med stor styrke op i mit indre igen, og jeg startede op med at uddanne mig i dansk og kemi på VUC, men da tiden kom og jeg skulle til at søge arbejde for at fastholde en indtægt, så viste det sig, at livet havde en anden tilgang til min nye tilværelse end jeg havde forudset.

 

I løbet af én formiddag faldt alt på plads, jeg fik job og forhåbning om en uddannelse, som kunne føre familien og mig selv igennem studietiden uden alt for store afsavn.

 

Det viste sig, at tiden hos VUC var givet godt ud, for meget af den lærdom jeg havde nået at opfange, kom mig til god hjælp under uddannelsen til sosuhjælper.

 

Det viste sig også – allerede fra starten – i det job, som jeg fik, at jeg havde taget grueligt fejl, at de fordomme, jeg havde i mit indre, ikke stemte overens med den virkelighed, jeg mødte.

 

Selv ganske unge ufaglærte piger omgav de ældre med en omsorg, som lå milevidt fra mine forestillinger, der blev rusket grundigt op i mit indre!

 

I løbet af den tid, der gik fra jeg startede med at arbejde til jeg startede på min uddannelse, blev jeg overbevist om, at det jeg ønsker at give til min omverden, kan gives som enten sosuhjælper eller sosuassistent, og det glæder mit hjerte at se, hvorledes langt de fleste mennesker, jeg har mødt undervejs, går ind i dette arbejde med en varme og en omsorg, som klasker mine fordomme til jorden med en sådan kraft, at de ikke igen titter frem.

 

 

Jeg er glad for, at min rejse har gjort mig klogere og at mit syn er blevet radikalt ændret!

 

 

Jeg har undervejs mødt så mange fantastiske mennesker, som har vist mig, at de med hele deres hjerte arbejder for de ældres velbefindende, at de elsker deres arbejde og hver dag glæder sig til at møde ind.

 

Det er ikke menneskene, som vier deres liv til at hjælpe andre i deres nød, der er noget galt med, det er samfundet, som sætter betingelserne for, hvorledes dette arbejde kan udføres.

 

Jeg mener, vi har et fattigt samfund, når der ikke er tid til menneskelig omgang med de personer, som er afhængige af andres hjælp for, at få hverdagen til at fungere.

 

På mandag starter jeg op som uddannet social- og sundhedshjælper, jeg glæder mig ubeskriveligt, det er det næste trin frem mod den næste uddannelse, jeg har nemlig ikke tænkt mig at stoppe, jeg har fået min tro på egne evner tilbage, og inden længe går næste uddannelse i gang, nemlig den som gør mig til sosuassistent.

 

 

Tak til dig, som havde tid og lyst til at dele mine tanker.

 

 

Kærligst Britt

31.05.11

Vel hjemkommet fra en utrolig begivenhedsrig arbejds- og uddannelsestur til Færøerne, har jeg i dag været til begravelse.

 

Jeg har været til nogle begravelser i min tid, men ikke mange.

 

Tror faktisk - at jeg har ”mødt” døden flere gange i mit ”nye” arbejdsliv, end jeg har i mit eget personlige liv.

 

Der er så mange måder, at forvalte de følelser, som stiger op i en, når man på denne måde møder døden, enten fordi man er dybt involveret selv, eller fordi man som ”professionel” møder døden.

 

Jeg har lært – nej oplevet! – at en død person ser fredfyldt ud, jeg kan se, hvordan alle jordens bekymringer har forladt legemet.

 

En nær veninde udlagde det således, ”kroppen har forladt sjælen”, eller ”sjælen har forladt kroppen” begge dele er for mig sandt!

 

Jeg har i min ungdom, sammen med min mand, ofte fravalgt, at deltage i den efterfølgende kaffe, jeg var bange for at møde de store følelser, som ofte kan frigives i dette rum.

 

Jeg så slet ikke, at det også er her, man netop løsner op fra alt det sørgelige, at det er her, man tager sine første skridt i retningen af et nyt liv, som ikke længere indeholder omgangen med en kær eller elsket person.

 

Det er her, man skimter lyset igen, for nu er det endeligt – der findes ingen vej tilbage!

 

Det - der ofte for mig er hårdest, det er det, at se mine kære eller dem jeg holder uendeligt meget af, være så sørgmodige, se dem lide alverdens afsavn, se dem ”se i øjnene” at de nu er alene, at de ikke længere lige kan smutte forbi og få sig en sludder, eller lægge stridigheder på hylden.

 

Et menneskeliv er endeligt slut!

 

I hvert fald, for det legemlige liv…

 

Jeg er overbevist om, at det ikke slutter med kroppens endeligt!

 

Jeg er overbevist om, at vi også efter døden, kan have et ”samvær” med vore kære!

 

At vi kan mærke deres omsorg.

 

 

Når en gang ”jeg stiller træskoene” – skal der være fest!

 

 

Jeg ved, at når jeg vælger at forlade denne verden, så er det fordi, jeg har klaret min livsopgave, den som jeg satte mig for, inden jeg steg ned på jorden.

 

Det er s.. da en glædens dag!

 

Ingen skal være kede af det, for jeg slipper dem ikke!

 

Vi mødes igen, når de har udrettet deres livsopgave, og ellers kan jeg lige smutte omkring og se om de har det godt, eller skal ledes lidt på vej…

 

Jeg blander mig s.. nok – fra den anden side også!

 

Jeg ved, at verden til den tid, er et trygt og godt sted at være.

 

At mange, mange mennesker er oplyste, at de arbejder for/og med de gode energier.

 

At de nurser deres egen, jordens og universets velfærd!

 

Jeg ser det jo allerede, vi er godt i gang, ok – vi har endnu lang vej at gå, men vi er på vej i den rigtige retning.

 

Vi bevæger os mod at leve med omtanke, at tænke på hinandens velfærd, at se ud over egen næsetip.

 

 

Jeg har bestemt mig til, at jeg vil vælge, hvilke sange der skal synges, har allerede valgt den første.

 

 

Det er en meget smuk sang af Lars Lilholt, jeg vil gerne dele den med Jer.

 

 

Vanddråben udhuler sten.

 

 

Vandråben udhuler sten

 

om lidt er det måske for sent

 

til hav bli´r hver dråbe når havet den når

 

hvor går vi hen når vi går

 

 

Nogen siger hjem til Gud

 

andre sir bare lyset går ud

 

vi lever i skudsikre veste

 

af duggende spindelvæv mod hud

 

 

Åh sig mig hvor

 

hvor går vi hen

 

går vi hen når vi går

 

tidens hjul bli´r ved ved med at snurre

 

vi får den tid vi får

 

hvor går vi hen når vi går

 

 

Underet er vi er til

 

underet er vi er til

 

underet er vi er til

 

vi er til og der er intet jeg hellere vil

 

 

Altings forgængelighed

 

bli´r det bål vi kan varme os ved

 

den nat vi famler i blinde

 

og intet kan finde

 

 

Åh sig mig hvor...

 

 

Det var vist alt for denne gang.

 

 

Jeg ved, at intet er tilfældigt!

 

 

Jeg ELSKER at leve!

 

Jeg lever!

 

Jeg er!

 

 

Kærligst Britt

24.04.11

Er nødt til at dele dette med Jer!

 

Jeg har i dag, sammen med min skønne haveentusiastiske veninde sat georgineknolde - 75 stk.!

 

Det bobler i min mave, jeg har aldrig følt det på denne måde, når jeg har tænkt på min have, jeg har aldrig været i stand til, at tænke med entusiasme på min have, har aldrig været havemenneske!

 

Jeg har gang på gang, fortalt min skønne veninde, at jeg elsker, at se på de skønne blomster, men selve arbejdet med haven, det er ikke i stand til at glæde mig…

 

Derfor er vores have - græsplæne eller flisebelagt, for min mand er heller ikke den store haveentusiast!

 

Nå men for føje år siden kom Jonna ind i mit liv, og med hende en glæde over haven, som jeg ikke før havde mødt, ja – ja – vel og mærke en evne til at glædes over hendes have, ikke en lyst til at noget skulle ændres med min, for det var som sagt en ganske god og ikke alt for krævende have, især fordi det jo er min mand, som slår plænerne! (He, he)

 

Vi har altid haft ét bed, og selv dette bed har ikke været anlagt med noget særligt, så derfor har det som oftest været fyldt med ukrudt, og især senegræsset har fyldt godt i landskabet!

 

Nå - men her kom Jonna flyvende ind i mit liv, med en lyst og en evne til at glædes over haven, og over arbejdet, som smittede – dog ikke alt for hurtigt…

 

Jeg har taget det i små step, dette er mit tredje haveår!

 

Det første købte jeg krukker, som jeg fyldte med georginer, der kom kun nogle få ovenfor jordens overflade, og fordi jeg havde fyldt vores gårdsplads med krukkerne, så havde jeg den fornøjelse, at tilføre vores bil nogle buler, når jeg kørte krukkerne ned.

 

Der gik et par stykker til på denne måde, til min families store morskab, jeg havde nemlig haft travlt med, at belære dem om, at de skulle passe godt på mine krukker!

 

Nå men – denne lidt nedslående oplevelse, fik ikke mit mod til helt at forsvinde, jeg brugte mange timer på det efterår, at tømme krukkerne for georgineknoldene, som blev pakket ind i avispapir og lagt i en flamingokasse, som overvintrede i vores garage.

 

Godt belært af mit fantastiske første haveår, valgte jeg andet år, at sætte georginerne i jorden, min familie, sønnerne og min dejlige mand blev involveret, og der blev fjernet græstørv langs vores grund, denne gang satte vi knolde, så det var en lyst, og de krukker der var tilbage, blev fyldt med tulipaner, klog af skade blev de sat langs med hækken – krukkerne!

 

Ingen krukker blev dette andet år årsag til buler i bilen!

 

Men, men, men – selv om både georginerne og tulipanerne nød stor årvågenhed fra min side, så var der ikke det store udkomme af al vores møje!

 

Tulipanerne i krukkerne så noget forkølede ud, og mange kom slet ikke op, og georginerne var ikke helt som forventet, de gamle – som havde været pakket væk hele vinteren – de viste sig slet ikke!

 

Og de nye, som jeg havde investeret i, de var ikke så store, som mine forventninger. De skulle gerne have været i nærheden af en meter høje, men de højeste var vel omkring ½ meter, jeg tror, der kom blomst i ca. 4 ud af de knapt 50, som jeg satte, men for søren de få blomster, som havde mod til at titte op, de var fantastiske!

 

 

Sammen med Jonna bestilte jeg i efteråret mange, mange tulipaner, som jeg med stor forventning modtog, Jonna fordelte løgene mellem os, for vi delte flere af dem, vi havde bestilt, men hvor Jonna fik sine sat i jord i efteråret, som det er meningen!

 

Så stod mine så fint i papkassen inde i stalden, og georginerne – de kom slet ikke op fra jorden – så da den første, og næste frost og sne kom væltende ind over Jylland – så konstaterede Jonna så sødt, at det kunne mine knolde nok ikke holde til!

 

Det gjorde ondt på hende, det kunne jeg mærke, jeg var ikke selv helt så følsom!

 

Her i februar tog Jonna så helt bogstaveligt sin spade med på besøg, for jeg skulle i hvert fald ikke spolere mine gode tulipanløg, ”tulipanløg” – nååå var det det, som stod i min stald, jamen pyt så da!

 

Vi satte forårsløg, så det var en lyst, med en forventning om, at ikke mange kom op, for dels havde de taget nogen skade af opholdet i papkassen, og dels skulle de jo have været sat i efteråret, men Jonna mente, at der kom nok nogle grønne blade, selve blomsten kom nok først til næste år, så det var med en noget, skal vi sige ”mindre forventning” jeg imødegik fremkommet af mine tulipaner.

 

Mens vi gik der og satte forårsløg, fortalte Jonna om et Hollandsk firma, som solgte bl.a. georginer, vi gik ind på hjemmesiden og bestilte knolde, så det var en lyst, for det var i bogstaveligste forstand slet ikke til at stoppe igen, jeg fik bestilt noget mere end det var nødvendigt, for at komme over grænsen på 100 euro, som var afgørende for om forsendelsen var fragtfri.

 

Jonna lovede, at hun ville komme og hjælpe mig med at sætte knoldene, så de ikke som tulipanerne, skulle ”ende” deres dage i papkassen, som havde bragt dem til mig.

 

”De er jo levende Britt” – ”Det gør ondt i mit hjerte”!

 

Knoldene kom frem, de var fine!

 

I mellemtiden havde jeg set et haveprogram, som fortalte om fordelen ved at forspire georginerne, så en hel søndag eftermiddag for ca. 1 måned siden – stod jeg i vores stald og satte knolde i urtepotter, uha – der var mange!

 

Den sidste uge har de stået på vores terrasse, og kun en enkelt spire har set dagens lys!

 

Jeg var lidt skuffet!

 

Men i dag har vi så sat knoldene, og de var fyldte med friske rodnet, jeg blev så glad!

 

Min mand har igen med stor optimisme hjulpet mig, han har fjernet græstørven fra en del af vores plæne, ikke i små firkanter, som sidste år, men i en stor firkant på ca. 9 x 9 meter, dernæst har han gødet og kalket området, og i dag kort før vi skulle sætte knoldene, er stykket blevet harvet 4 gange!

 

Jeg ved ikke, hvor mange georginer der i år beslutter sig for at komme frem, men jeg ved, der er lagt masser af kærlighed i forberedelsen, og Jonna har lovet at komme og hjælpe, når de igen skal op – så de ikke, som sidste år, ender deres dage liggende koldt og vådt i jorden!

 

Tulipanerne – de blomstrer så det er en lyst!

 

De er alle kommet frem og de har alle fået knopper, som er sprunget ud!

 

De står i vores før så senegræsfyldte bed, og er en fryd for øjet!

 

Jeg elsker haven – men det er nu rart at få hjælp, så jeg ikke er helt alene, for er jeg det, så er det i hvert fald ikke hidtil gået helt så godt!

 

Jeg skylder at fortælle, at Jonna har den skønneste have, som hvert år gennemgår forandringer og udvidelser, som er en fryd for øjet, og det er en kæmpehave - ikke bare et enkelt bed og 9 x 9 meter!

 

 

 

Kærligst ”haveentusiasten” Britt

13.04.11

Sidder her og fyldes med og af taknemmelighed!

 

Hvor er jeg heldig!

 

Min mave og mit hjerte fyldes til bristepunktet, jeg føler mig rig!

 

Tænk – at jeg i en alder af 50, har fået den mulighed, at begynde forfra, tænk - at lige meget hvad jeg gør, så er Gud med mig, hun/han er altid på min side!

 

Jeg føler mig velsignet!

 

Om ganske kort tid rejser jeg til Færøerne, som et led i min nye uddannelse, jeg glæder mig helt utroligt.

 

Det er første gang i mit voksne liv, at jeg skal være uden min familie i mere end en måned!

 

Det har jeg ikke prøvet, siden jeg som ganske lille deltog i sommerlejren med børnehaven, dengang for ganske ”mange” år siden, var vi små mennesker af sted i 4 uger, sammen med de voksne, som til daglig var omkring os.

 

Jeg husker kun ganske få oplevelser fra disse sommerlejre, men underligt nok er det ikke kun de glade stunder, jeg husker – jeg er ellers sikker på, at dem har der været flest af!

 

Nej - de stunder der indtil nu har været lagret i min hukommelse, de har med savn at gøre!

 

Når jeg sådan ser fremad, så er 4 uger lang tid, men tænker jeg 4 uger tilbage, så er de fløjet af sted med en hast, som næsten kan få mig til at gispe efter vejret!

 

Jeg er så uendelig glad, for det skift mit liv har taget, jeg er landet på den rette hylde!

 

Jeg mærker tydeligt, at jeg tilfører mit eget liv, og de mennesker jeg kommer i berøring med, livsglæde – latter – bobler i maven – overskud.

 

Jeg mærker, at vi ser hinanden, at vi har plads til hinandens forskelligheder.

 

Der er et rum af overskud, selv i en travl hverdag, og jeg er så taknemmelig for at opleve, at langt de fleste mennesker jeg kommer i berøring med, enten fordi de er mine kollegaer eller fordi de har brug for min hjælp/støtte, har respekt til overs for deres omverden og deres medmennesker, det er dejligt at opleve.

 

Jeg får jævnligt respons på mine ”kanaliseringer for alle” og på mine ”Tanker” disse tilbagemeldinger fylder mig med taknemmelighed, tusind tak for dig.

 

Du som tager dig tid til at læse, hvad jeg vælger, at fylde min hjemmeside med, det er så berigende at mærke, at den også for andre mennesker giver mening.

 

Tusind tak!

 

For ganske få år siden, ville jeg ikke i min vildeste fantasi have drømt om, at jeg ville dele mine tanker offentligt med andre for mig ukendte mennesker, jeg var et alt for privat menneske, og jeg følte bestemt ikke, at jeg kunne tilføre andre mennesker noget af værdi, tak fordi min vej blev ført ad stier, som åbnede min horisont!

 

 

Tak.

 

 

Tusind tak – for alle, som har krydset min vej, og på denne måde været en del af den buket, som har hjulpet mig i min søgen.

 

 

Det er en stor buket, farverig – hele farvepaletten, fyldt med forskellighed, vilde blomster, såvel som mere stilrene blomster, ukrudt, korn, dahlier, morgenfruer, tulipaner, roser og masser af stedsegrønt!

 

 

Der er ingen grænser for mulighederne, som har vandret forbi mig i min søgen!

 

 

Tak for i dag!

 

Tak for livet!

 

Tak for dig og mig!

 

 

Kærligst Britt

15.03.11

De to stemmer

 

 

Vi lærer os at lytte til

 

alt det vi b u r d e ville,

 

så dét, der sir os, hvad vi v i l,

 

har lært at tie stille.

 

 

Kun s j æ l d e n t kan vi følge frit

 

hin røst i vore hjerter,

 

men s å er det til gengæld skidt,

 

den ikke mere er der.

 

 

Jeg har i en stund læst digte og gruk af Piet Hein, og det er gået op for mig, at jeg kun kendte til nogle ganske få. Der findes så mange meget indsigtsfulde digte, som

 

f. eks dette ovenover.

 

 

Jeg mærker foråret, kan mærke det helt ind i min sjæl, og jeg får sådan lyst til at komme ud i det fri, at lægge mig i græsset og se skyerne flyve forbi, tænk at ligge dér og mærke Moder Jords hjerteslag!

 

Her kommer et par digte mere, som omhandler følelserne i forbindelse med foråret, jeg tænker, det er også de følelser, jeg mærker, når noget nyt er på vej, og jeg mærker forventningens glæde og glæden ved at vide, at noget forandres.

 

 

 

I forårssol

 

Gruk om én slags forelskelse

 

Her går jeg forunderligt svævende

 

gennem den lyseblå luft

 

med hjertet beruset og bævende

 

udover al fornuft, -

 

Forelsket så intet kan tæmme det.

 

Det lyser og ler og vil frem.

 

Jeg kan ikke et øjeblik glemme det.

 

Og slet ikke huske i hvem.

 

 

Diagnose

 

Her sidder jeg i forårssol

 

og digter ved min pult.

 

Det suger i mit mellemgulv

 

så sødt og smertefuldt.

 

De véd: det sug man føler ved

 

forelskelse og sult.

 

 

Jeg slipper alt og styrter til

 

café Den Gyldne Krikke

 

og tar en steg, en mixed grill.

 

en bøf og lidt at drikke.

 

Men sulten er der stadigvæk.

 

Så sult – dét var det ikke.

 

 

Til slut vil jeg takke for livet og det faktum, at jeg er til!

 

 

De enkle ting.

 

Husråd

 

Når man trættes af travlhed med meget,

 

skal man hvile sit væsen ved lidt.

 

Man skal lægge sig lunt i en vejkant

 

Og tænke på tallet 1.

 

Man skal dvæle ved jorden og rummet

 

og kimingens lukkede ring

 

og elske i evighed alle

 

de enkle urørlige ting.

 

 

Legen

 

Lille fabel

 

Da Gud ville opfinde noget som ikke

 

var spil eller sport eller mad eller drikke

 

og dog var en verden af legende hvile,

 

hvori vore sind kunne smelte og smile,

 

da delte han mennesket i kvinden og manden

 

og skabte den leg de kan ha med hinanden.

 

 

Kærligst Britt

Jeg sidder her en sen aftentime og funderer over livets krøller…

 

Selv om man kan sige, jeg har været på vej hele mit liv, så har jeg kun aktivt søgt viden og forandring i de sidste 5 - 7 år, og det har bragt mig vidt omkring!

 

Jeg startede min søgen af ren nød, jeg havde det elendigt!

 

Mit selvværd var under nulpunktet, jeg kunne intet, absolut intet - godt se - når jeg så på mig selv udefra, og jeg følte, at jeg bare var…

 

Mit liv løb forbi mig, uden jeg følte nogen speciel glæde ved det, og den følelse kunne jeg ikke længere udholde!

 

Jeg begyndte, at se mig om efter nye måder, at forvalte mit liv på, og en af de veje, jeg fandt interessant var meditationen, men der var godt nok lang vej fra de første tanker, til jeg reelt opsøgte en gruppe, som mediterede i fællesskab.

 

Jeg fik i denne gruppe et nyt redskab, et redskab – som viste mig vejen til en vis ro, ikke at mit selvværd bevægede sig ret meget op ad termometret, men den ro og det lys, jeg blev fyldt med, når vi sådan havde mediteret, den/det var noget helt fantastisk.

 

Jeg havde aldrig kendt magen!

 

Den følelse – den var jeg nødt til at opsøge oftere og oftere, så jeg fandt hen ad vejen frem til at meditere alene, og derefter med en lille gruppe af dejlige kvinder, som gav mig en tryghed og et fællesskab, som jeg ikke tidligere har følt nærværet af.

 

Gruppen eksisterer ikke længere, som gruppe, men de oplevelser, vi havde sammen – de var stærke og fyldt med optimisme og gåpåmod!

 

Via disse fantastiske oplevelser, blev mit mod stærkere og dermed også mit ønske om, at finde frem til mit eget indre, finde frem til hvem Britt var/er – det har bestemt ikke været en let rejse, og jeg har endnu lang vej at gå, men hvor er det fantastisk, at bevæge sig fra et liv, levet men ikke følt, til et liv – som mærkes og føles på godt og ondt!

 

Jeg har en gang i mit ”tidligere liv” taget afstand fra, at føle min krop, og have et ”forhold” til den, at mærke – hvorledes den havde det, ….at lade følelserne udtrykke.

 

Jeg begravede mig dybt inde, og blev mere og mere gemt, og dermed glemt, af mig selv – det er først nu, jeg er ved at være parat til at åbne op, for alt det jeg har ”begravet” i min krop og i mit indre, og det indebærer, at jeg er villig til at mærke – virkeligt mærke – hvad jeg føler, at jeg står ved, hvem jeg er, og at jeg tør sige fra, - og til, det indebærer muligheden af, at komme til at skuffe ”nogen”, muligheden af, at komme til at åbne op for ”nogens” raseri…

 

Denne ”nogen”, kunne måske være mig!

 

.

 

.

 

.

 

Det kunne også være nogen af dem, jeg elsker!

 

.

 

.

 

.

 

Derfor er det næste skridt, måske det sværeste jeg endnu har taget!

 

 

Nå men tilbage til livets krøller!

 

For 5 år siden, meldte jeg mig som ”kanin” hos Joy Foundation en skole, hvor der uddannes clairvoyante og healere, det var nogle dejlige oplevelser, jeg dengang havde, og en af dem bragte mig videre til gospelen, som har betydet så uendeligt meget for min udvikling!

 

Der er flere forskellige muligheder hos Jill, jeg deltog i nogle åbne cirkler, foruden mine oplevelser som ”kanin”, disse oplevelser gav mig endnu en ny tilgang til livet og åbnede nye muligheder.

 

Nå – jeg springer lidt rundt – her for ganske nylig modtog jeg, ganske uopfordret en mail, som gav mig muligheden for at blive ”kanin” igen, og tænk det var min gamle mail, fra 2006 som var årsag til muligheden.

 

Jeg tænkte – det er der en grund til!

 

Så af sted gik det, og ja – det var der en grund til.

 

Jeg fik nogle gode og brugbare råd, jeg havde i lang tid stillet nogle spørgsmål, som jeg ikke selv har været i stand til at besvare, men tænk her fik jeg svarene givet, ganske gratis.

 

Tusind tak!

 

Tak fordi energierne flyder frit og ubesværet.

 

Tak fordi jeg er!

 

Jeg elsker livet, jeg mærker, og jeg lever!

 

 

Kærligst Britt

09.02.11

Jeg er i de sidste dage blevet fyldt fuldstændigt op med sprudlende energi….

 

Det bobler i min mave, og jeg har så meget lyst til at fremstille alt muligt!

 

Jeg hækler, jeg strikker, jeg kanaliserer og jeg planter, og hver eneste del jeg beskæftiger mig med, fylder mig til bristepunktet med glæde!

 

Det er en utrolig fornemmelse, hvordan er det muligt at føle sig så glad og ovenpå, intet kan stoppe mig!

 

I dag har jeg sammen med en nær veninde sat de forårsløg i min have, som ellers gerne skulle have været sat sidste år, vi har tømt mine gamle krukker for indhold og vi har glædet os over vejret og livet i al almindelighed.

 

Jeg er så utroligt beriget, dels med en skøn familie og nogle fantastiske venner, og dels med et arbejde, som giver mig stor glæde, jeg er så sandelig landet på den rigtige hylde.

 

Jeg er sikker på, at der er en grund til, at det først er nu – på dette ”lidt sene” tidspunkt i mit liv, at mit arbejdsliv kommer til at dreje sig om menneskelig omsorg, for selv om jeg har sørget godt for min egen familie, er det ikke sikkert, at jeg ville have været lige så åben og lydhør overfor andre tilgange til livet i mine unge år.

 

Det er så let at være skråsikker, når man er ung, man er sikker på, man har alle svarerne, men jeg føler først, jeg på nuværende tidspunkt i livet er klar til at rumme andre mennesker, lade dem være sig selv, og påskønne det faktum, at de på den ene eller den anden måde er en del af mit liv. Der er så mange forunderlige mennesker til, så mange måder at forvalte sit liv på, så mange tilgange til alle spørgsmål, intet er absolut!

 

Kun det faktum, at jeg elsker livet, og det - der sker i mit liv!

 

Forleden havde jeg en drøm, hvor jeg blev fuldstændig renset ud, for alle dårligdomme, og alt muligt andet – både smukt og grimt, som jeg havde stoppet ind i mit liv, det efterlod mig med evnen til at starte forfra, til at se alt i et nyt lys, og til at mærke de energier, som flyver rundt i min krop og kræver, at jeg reagerer, for det er ikke muligt at sidde stille, jeg er nødt til at foretage mig et eller andet, det er ikke altid, det er fornuftbetonet, men hvad pokker – livet er ikke kun fornuftbetonet, det er fyldt med krøller, fyldt med tusindvis af muligheder, vejen ligger åben.

 

Foråret er på vej, på mere end en måde, og intet kan stoppe dets frembrusen, selv frost kan ikke stoppe de energier, der er sluppet løs, energierne kræver mit nærvær, kræver at jeg er til stede i mit liv.

 

Jeg er!

 

Tak for det!

 

 

 

Kærligst Britt